File:Om Rævbælgerne, en nyere politisk Faction i Norge (ca. 1829) (2837304916).jpg

Format: Fotopositiv Dato / Date: ca. 1829 (dato for avfotografering ukjent) Fotograf / Photographer: Ukjent Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H41.B41.F3071

I ældre Tider blev Kongeriget Norge, i et heelt Aarhundrede, indtil Hertug Skules Død, plaget af uophørlige Borgerkrige, politiske Factioner, hvilke i den Orden, hvori de efter hinanden opkom, kaldtes: Kuflunger, Varbelger, Bagler, Ørskjegger, Slitunger og Ribunger, ødelagte uden Ophør det ulykkelige Rige. Men hvem skulde have troet, at i de nærværende Tider, hvor Almagtens milde Haand udbredte de skjønneste Velsignelser over det elskede Fædre-neland, en ny politisk Faction skulde kunne opstaae, der vilde true Landet med lige saa store Ulykker, som nogen af de ældre Factioner? At denne nyere Faction ikke med lige saa stor Frækhed, som i de ældre Tider, f. Ex. Baglerne, driver sit Spil – hvortil den dog aldeles ikke mangler den behørige Dumdristighed – have vi alene den forbedrede Statsorganisation, Folkets forbedrede Sæder, og dets Troskab imod den ædle Drot, som holder Scepteret med kraftig Haand, at takke for. Vi have Grund til at formode, at Historien ogsaa vil give denne nyere Faction et passende characteristisk Navn, og vi troe, at Benævnelsen Rævbelger vilde være fuldkommen adæqvat. Det er den høieste Tid, at denne fordærvelige Propaganda, der hidtil uhindret, med største Frækhed, deels i det forborgne deels aabenlyst, har drevet sit farlige Spil, offentligen bliver afsløret og fremstillet i sin rette Skikkelse, for at advare Folket til at være aarvaagen. Rævbælgernes Bedrifter have hidtil især bestaaet i Følgende:

1.De søge stedse at opvække Had, Mistillid og Ringeagt imod Kongen, men gjøre det dog altid saaledes, at de beholde Ryggen fri, og, da de stundom udsmykke deres Foredrag med Ordene: Fædrenelandskjærlighed, hellige Menneskerettigheder, Slavelænker, Taknemmelighedsfølelser imod Forsynet, forenede Brødre-folk, Helvedesfurie, Løgnens Sprog, Gran paa Dovre, Borgerkrone, Dovres Klippe-Rister, Skaal for Norges Konge, Gud velsigne Broderlandet o.s.v. o.s.v., saa opdager endog mangen en retskaffen Mand ikke Snaren eller Ræveskindet, og bliver forført til Vildfarelser. Andre indklæde deres hadfulde Yttringer i allego-riske Billeder, eller betjene sig af andre nedrige Konstgreb, for ustraffet at udspye deres Forgift imod Norges faderlige Konge, og det vilde være ligesaa unødvendig, som upassende, at anføre kun et eneste Exempel til Beviis for denne Paastand, da man noksom kjender Totalindtrykket og seer dagligen de sørgeligste Resultater deraf. 2.Rævbælgerne søge stedse at kaste Skygge paa Kongens personlige Characteer, Forstand, Indsigt og Tænkemaade, da de uophørligen søge at indbilde Fol-ket, at Kongen, med Hensyn til Nordmændene, Norge og Norske Anliggender lader sig føre bag Lyset af de Svenske Mænd, der omgive hans Person.

Ei at tale om, at saadanne Yttringer ere fornermelige mod Broderfolket, og ere Beskyldninger, som ikke ere beviste igjennem et eneste Factum, saa vise de ei alene Ringeagt mod Kongen, men ogsaa imod hansNorske Raad, som bestaaer af de redeligste Mænd, som Norge eier, hvilke dog uden Tvivl efter Pligt og Samvittighed vilde oplyse Kongen, naar han efter deres Anskuelse betragtede en Norsk Sag fra et urigtig Synspunct. Men kan der vel gives nogen større Urimelighed, end at forudsætte hos Carl Johan Mangel paa Menneskekundskab, hos ham, som har lært Millioner Characterer at gjennemskue, og som har havt Leilighed til at vurdere mange Folkeslag med alle deres Fortrin, Mangler, Liden-skaber, Vildfarelser o.s.v.? Skulde han, hvis Klogskab hele Europa har havt Lei-lighed til at beundre, mangle Skarpsin-dighed, for at kunne adskille de falske fra de sande Beretninger, hvormed hans Om-givelser vilde opvarte ham? Men, om disse ogsaa virkelig skulde have den Hensigt, at bibringe Kongen en falsk Idee om Nor-mændene – en Tanke hvis Absurditet er iøinefaldende – saa er Slig dem dog al-deles umulig, da jo Trykkefriheden giver Normændene den skjønneste Leilighed til at lægge deres nationale Tænkemaade aa-benlyst for Dagen. Men desværre har vor ædle Konge paa denne Maade kun sjelden havt Leilighed til at see Normæn-dene fra en fordeelagtig Side, da Sandhedens Stemme og de ædlere Følelser af et taknemmeligt Folk, naar nogen fremstod, for at tolke dem, og naar nogen søgte at gjøre Publicum opmærksom paa Sophis-merne af en eensidig og ufornuftig Op-position, stedse af Demagogerne betegnedes som nedrig Kryberie og lav Egennytte. Ved Hjælp af en saadan Tactic udøvede Demagogerne et forfærdeligt Aandstyran-nie, og Trykkefriheden blev i Norge, uag-tet Grundlovens §100, dog blot en Skyg-ge, da, af Frygt for at blive miskjendt, Kongens og Folkets Venner, som dog ene vare i stand til at udtrykke den sande Nor-ske Nationalcharacteer, ikke vovede paa at opløfte deres Stemme. – Men vilde saa-danne Omstændigheder ikke fremavle ufor-deelagtige Tanker om det Norske Folk, naar der ikke endeligen fremstode Mænd, som vidste at foragte saadanne nedrige per-sonlige Angreb? Vilde Fædrenelandet under denne fordærvelige Oppositions Her-redømme, ikke gaae sin visse Undergang imøde, naar der ikke endeligen opstode Mænd, som vilde bekjæmpe dette Hydra? Men, Herren være Lovet! Vor elskede Konge veed, at der endnu boe Nordmænd i Norge, og at Rævbælgerne blot ere en Faction, der hidtil, trods Moral og sund Fornuft, har indtaget en usurperet Throne, og at de-res Stemme ikke er Folkets Stemme, skjøndt de gjøre sig til at være Fortolkere og Beherskere af den offentlige Mening.

3.Kongens, med Hensyn til det høieStandpunct, paa hvilket han staaer som Unionsregent over tvende forenede Broderfolk, redeligste Ønske og Villie, med Hen-syn til den 17de Mai, kan i enhver For-nuftigs Øine, saa meget vissere gjælde som Lov, da det sidste overordentlige Stor thing eenstemmigen har erklæret, at Opfyldelsen af Kongens Ønske, med Hen-syn til den 17de Mai, ikke er i Strid med nogen constitutionel Pligt, og ikke fordrer Opofrelsen af noget for Frihed og Retfærdighed uomgjængeligen nødvendigt Gode. (See Patrouillen No. 36 – 37, Aargang 1828) Desuagtet betragte Rævbælgerne denne, med Hensyn til Bevæggrundene, saa fornuftige og ædle Villie for Noget, som man ikke bør agte paa, og, for at understøtte deres vaklende Argumenter, anbringe de endog uden mindste Skaansel og Delicatesse, den, med Hen-syn til Carl Johan, saa høist upassende Allusion paa Keiser Nero. – Tænkte maaske Storthinget, ved at læse de Ord: Norges Folk! Du er retsin-digt og trofast! O.s.v., paa Tyranen Nero, da det befandt sig beføiet til at erklære, at Kongens Villie ikke var i Strid med nogen constitutionel Pligt, med Frihed og Retfærdighed? Vi kunne ved denne Leilighed ikke undgaae at tale et Par Ord om det academiske Collegium, som var samlet den 9de Juni 1829, (see Morgenbladet No. 184, eller Patrouillen No. 67) og om dets Bemærkninger ad primum. Disse Udlægninger af Hans Majestæt Kongens Kundgjørelse af 7de Mai 1828 fortjener saa meget mer at dadles, da tvende af Collegiets Medlemmer ere Storthingsmænd og altsaa have handlet høist inconseqvente, og da det aca-demiske Collegium, ved at indgive sin Klage, aldeles kunde have undgaaet at anstille saadanne høist udelicate og forargelige Undersøgelser. Den ene af disse Stor-thingsmænd, som er Formand af dette Collegium, er Professor i Theologien, og har ved at underskrive sit Navn, vist ikke tænkt paa Pharisæerne og de Skrift-kloge, om hvilke Christus siger, at de suge Myggen, men nedsluge Kamelen. 4.Der gives Folk, som med Henrykkelse tale om, at Norge, ved Kieler-Tractaten, ”efter en firehundredaarig Dvale, faae et Baand tilintetgjort, som forenede Norge med Danmark,” og Andre, som med Henrykkelse tænke paa de Tider, da denne Forening endnu fandt Sted. Disse to ganske modsatte Characte-rer blive dog aldeles lige, og Rævbælger fra Top til Taa, naar det gjælder, ved egoistiske Hurra for 17de mai, at bedrøve vor ædle Konge, medens det Norske Folk dog, næst Gud, meest skylder ham, og ikke meest sig selv, eller Nogen, sin hele Lykke. 5.En meget farlig Classe af Rævbælgere ere hine juridiske Ordkløvere, der kan gjøre Sort til Hvidt, og som, uden mindste Skaansel og Delicatesse, ublue i deres valgte Udtryk, dvæle ved Undersøgelser over Kongens og Regjeringens Foranstaltninger. Disse Mænd gjøre skammelig Misbrug af den ædle Trykkefrihed, i det de forstaae med mesterlig Kunst at holde sig stedse saa nær som mulig, men dog indenfor den Vold, som Grundlovens § 100 drager, med de Ord: forsætligen og aabenbar, for med desto større Virkning at afskyde forgiftede Pile imod det ædle Kongehjerte. – Saadanne Rævbæl-gere ere decorerede med en dobbelt Rævehud. 6.Andre Rævbælger med et dobbelt Ræveskind – ægte Jesuiter – synes at have været beskjæftigede med at sætte Ynglingernes Phantasie i Bevægelse, og med Hensyn til kommende Storthing, Svensk Rigsdag, Svenske og fremmede Oppositionsblade o. s. v. at forlede dem til at gjøre sig ufornuftige sangviniske For-haabninger med Hensyn til Følgerne, som Beslutningerne i deres Samfund, betræffende Høitideligholdelsen af den 17de Mai, kunde have paa Fædrenelandets An-liggender, og altsaa at betragte Urokkeligheden i disse tagne Beslutninger for en stor og gavnlig patriotisk Handling. 7.I Forbund med habile Rabulister, og Riddere af det røde, og det blaae Ræveskind, udbrede Rævbælgerne endelig saadanne Ideer, som grændse meget nær til afsindighed. For at vise Farligheden af den Afgrund, til hvilke de søge at lede det Norske Folk, erindre vi her en meget merkværdig Tildragelse udaf den Norske Historie, med hvis Philosophie Rævbælgerne aldeles ikke synes at være bekjendt.

I Aaret 956 tvang Thrønderne med Vold deres ædle og store Konge, Hakon Adelsteen, der havde antaget den christelige Religion, til at spise af Afguds-Offerets Hestelever; men senere blev denne Nedværdigelse og Ydmygelse af den store Konge blodigen hevnet af Olaf Trygvesøn og Olaf den Hellige.